Dansk Kunstnerråd har 23 medlemsorganisationer. Nedenstående er hentet fra vores årlige ansøgning til Kulturministeriet om tilskud til driften i 2002 og det præger selvfølgelig vore s ordvalg. De enkelte punkter vil kunne forklares, uddybes og måske også anskues lidt mere kritisk i Hässelby.
På baggrund af Dansk Kunstnerråds engagement i mediedebatten – herunder Dansk Kunstnerråds tidligere forslag til etableringen af det nuværende Public Service Råd - har Dansk Kunstnerråd taget initiativ til at styrke dialogen mellem Public Service Rådet, kunstnerorganisationerne, de berørte miljøer og Kulturministeriet – i form af etableringen af et alternativt Public Service Råd, subsidiært et udbygget netværkssamarbejde.
Hensigten vil være at skabe en kvalificeret offentlig debat via temamøder, rundebords-diskussioner og mindre konferencer.
Bl.a. som et resultat af temamøderne i Kulturministeriet, er det blevet besluttet at revidere vejledningen "Kunstnernes beskatning", som i 1996 blev udsendt til Dansk Kunstnerråds medlemsorganisationer, deres medlemmer og til de lokale ligningsmyndigheder. Vejledningen blev i sin tid udarbejdet i samarbejde mellem Kulturministeriet, Skatteministeriet og Dansk Kunstnerråd.
Arbejdet med den nye vejledning er p.t. i gang og såvel web-version som den trykte udgave forventes at være færdig i januar 2002. Teksten vil blive gennemgået af Told- og Skattestyrelsen og Kulturministeriet bidrager økonomisk til projektet.
Webversionen af Skattevejledningen vil fremover blive opdateret kontinuerligt. Et mindre udvalg med deltagelse af revisor og repræsentanter for de skabende og de udøvende kunstneres organisationer vil stå for arbejdet.
Kunstpolitisk Forum blev afholdt første gang i 1998 og er efterfølgende blevet et årligt tilbagevendende arrangement, hvor en voksende kreds af kunstnere, forskere og politikere mødes for at debattere centrale kunst- og kulturpolitiske problemstillinger. Kunstpolitisk Forum skal bl.a. ses i lyset af regeringens og Kulturministerens ønske om en mere grundlæggende værdidebat - også inden for kunst- og kulturområdet.
Kunstpolitisk Forum 2001 finder sted i december med overskriften "Borger i Danmark, borger i verden – Danmark som provins".
Udover arbejdet med skatteforhold har Dansk Kunstnerråd for nylig, inspireret af erfaringer fra Holland, præsenteret et oplæg til en støtteordning m.h.p. en løsning af de skabende kunstneres økonomiske problemer. Dette arbejde vil blive fulgt op i det kommende år.
Endvidere bliver spørgsmål vedr. bl.a. den 3. gruppe på arbejdsmarkedet, aktivering og efterløn drøftet i Dansk Kunstnerråds Skatte- og Arbejdsmarkedsudvalg.
Dansk Kunstnerråd er medlem af Dansk Flygtningehjælp og af Flygtningehjælpens kulturbestyrelse.
Samtidig fortsætter Dansk Kunstnerråd sit engagement i Det Interkulturelle Netværk. Der er p.t. oprettet en fokusgruppe for faglige organisationer inden for kultursektoren, hvor Dansk Kunstnerråd og flere medlemsorganisationer deltager aktivt.
På denne baggrund forsøger Dansk Kunstnerråd at styrke mulighederne for flerkulturelle tiltag i kunst- og kulturlivet og dermed bidrage til en fornuftig integration af kunstnere med indvandrer- eller flygtningebaggrund.
Det nordiske samarbejde befinder sig i øjeblikket i en situation præget af forandring. Det gælder både de nordiske kunstnerråd, de forskellige kulturinstitutioner under Nordisk Ministerråd og Nordisk Ministerråd. Efter et par år med vigende aktivitet vil de nordiske kunstnerråd samles den sidste weekend af oktober til et større seminar i Stockholm med overskriften "Nordisk kultursamarbejde – myte og virkelighed" om nordiske kulturstrategier set i lyset af den europæiske udvikling. Vi forventer at pågældende konference nye konkrete tiltag i det nordiske samarbejde.
På europæisk plan er Dansk Kunstnerråd fortsat drivkraften i udviklingen af Det Europæiske Kunstnerråd (ECA), som modtager støtte fra EU. ECA fungerer som en anerkendt samarbejds- og dialogpartner både i forhold til EU-kommissionen og EU-parlamentet. Vi har også kunnet notere en voksende interesse for vores arbejde fra en række nationale Kulturministerier – også fra Øst- og Centraleuropa.
I det kommende år er det vores hensigt at i højere grad anvende erfaringerne og resultaterne fra vores europæiske samarbejde og sikre en tættere dialog mellem kunstnerorganisationerne i Danmark og i Europa – og på denne måde bidrage til et mere europæisk orienteret miljø i Danmark.
Fra dansk side er vi endvidere drivkraften bag en ny europæisk bevægelse - Momentum Europa - et forum for kunstnere, intellektuelle, politikere og meningsdannere på nationalt og europæisk plan.
Dansk Kunstnerråd administrerer 2 kunstnerboliger på Hirsholmene. Årlige møder med Frederikshavns Kommune og Fæstnings- og Natursekretariatet sikrer rammerne for samarbejdet.
Endvidere administrer Kunstnerrådet Jens Otto Krags hus i Lille Skiveren i samarbejde med 10 af vores medlemsorganisationer, som har valgt at engagere sig økonomisk i projektet. I løbet af det kommende år vil et koordineret, internt bookingssystem oprettes på nettet.
Endvidere er Kunstnerrådet repræsenteret i Fonden Klitgårdens bestyrelse og fordeler i den forbindelse en række legater til arbejdsophold af kortere eller længere varighed. I år er der fordelt i alt 22 ophold og der er forventninger om et tilsvarende antal i 2002.
Endelig er Dansk Kunstnerråd engageret i Foreningen Middelgrundsfortet, hvor Dansk Kunstnerråd varetager formandsposten. Middelgrundsfortets uafklarede fremtid blev aktualiseret i.f.m. salget af Flakfortet og der vil i det kommende år arbejdes på af finde en mere permanent løsning udover det sædvanlige aktivititetsprogram i sommerperioden.
Dansk Kunstnerråd deler kontor med ECA, Momentum Europa og Danske Skønlitterære Forfattere.
Dansk Kunstnerråds nyhedsbrev udkommer 4 gange årlig og tilsendes medlemsorganisationerne, de politiske partier, relevante organisationer og institutioner, pressen og kulturpolitiske med- og modspillere i øvrigt.
Det er hensigten at etablere en hjemmeside til Dansk Kunstnerråd. Een af opgaverne vil være at huse Skattevejledningen.
Koordineringen mellem medlemsorganisationerne, den daglige administration og de forskelligartede opgaver varetages fortsat af to halvtidsstillinger. Flere opgaver varetages på frivillig basis, og særlige opgaver bliver honoreret i mindre omfang.